Kan man forestille sig en dansk uddannelse som sygeplejerske, ingeniør eller pædagog udbudt i Kina? Ja, det er faktisk virkeligheden, efter at lovgivningen for nyligt er blevet ændret, så det er blevet nemmere at etablere danske uddannelser i udlandet i samarbejde med godkendte udenlandske uddannelsessteder. Men der er stadig lang vej til, at Danmark for alvor bliver en spiller på det internationale uddannelsesmarked. Desværre fordi Dansk Folkeparti ofte blokerer, og regeringen derfor nøler. Danmark går glip af vigtige økonomiske muligheder, ligesom det stiller os ringere i den internationale konkurrence, der år for år får større konsekvenser for dansk økonomi og frem for alt danske arbejdspladser.
Lad os starte med alle mærkværdighederne:
I Danmark må vi ikke kalde de videregående uddannelser inden for fx lærer, sygeplejerske og bygningskonstruktør for uddannelser, man kan tage på professions-universiteter. Nej, det hedder professionshøjskoler i den danske lov. Men oversat til engelsk hedder de University Colleges, hvad de også kaldes overalt i verden.
Det betyder, at vi nu skal forholde os til navne her i Danmark som Professionshøjskolen VIA University College, Professionshøjskolen University College Nordjylland mv. For uddannelserne er nødt til at markedsføre sig med det navn, der giver mening i udlandet samtidig med, at den danske lov om navnet skal opretholdes. Forvirret? Ja, det bliver både de studerende i Danmark og i udlandet i hvert fald.
I Kina er der ved at blive etableret samarbejder inden for bl.a. den offentlige sektors uddannelser som lærer, pædagog og sygeplejerske. Det er kompetencer, som kineserne er meget optaget af, da andelen af ældre vil vælte det kinesiske samfund omkuld i social opsplitning, hvis ikke de begynder at etablere sundheds- og omsorgsforebyggelse og får uddannet i tusindvis af både social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. På samme måde med pædagoger til daginstitutioner og lærere med kompetencer inden for ’innovation og kreativitet’, som er erklærede målsætninger i Kina.
Alt dette vil de gerne lære fra Danmark både ved at etablere danske uddannelser i deres byer og ved at sende deres studerende til Danmark, som de i parentes bemærket skal betale fuldt for selv med mindre, der er en udvekslingsaftale eller stipendier.
Men så opstår barriererne for både danske og kinesiske studerende. I Danmark tillader vi kun, at man kan tage en master-grad på universiteterne. I resten af verden kan man tage en professions-master på de såkaldte University Colleges. Det må vi ikke i Danmark. Derfor har vi alene af den grund svært ved at overbevise udlandet om, at vores uddannelser er på et meget højt niveau, hvad de faktisk er.
Vi har en mistanke om, at barrieren her er ganske lille: de videregående uddannelser er delt midt imellem to ministerier, så undervisningsministeren har professionsuddannelserne og videnskabsministeren har universitetsuddannelserne. Vi opfodrer undervisnings- og videnskabsministeren til at gå i dialog og find en løsning.
I samme ombæring kunne de få løst et andet lille, men meget vigtigt kommunikationsproblem. Vi må ikke sige, at professionsuddannelserne i Danmark bedriver forskning. Nej, det er nemlig beskrevet i loven, at de er ’udviklingsbaserede’, antageligt igen fordi der var en uenighed imellem de to ministerier om, hvem der måtte have patent på navnet ’forskning’. Det er der ingen, der fatter. Og slet ikke i udlandet.
Men lad os fortsætte med mærkværdighederne:
Har man lyst til at tage et semester som lærer på en dansk læreruddannelse, kan man lige så godt give op på forhånd. Det er nemlig forbudt at udbyde en engelsksproget læreruddannelse i Danmark. Her satte Dansk Folkeparti hælene i, da vi ændrede læreruddannelsen. Dansk Folkeparti har på tilsvarende vis blokeret for, at man må udbyde fag i folkeskolens ældste klasser på engelsk. I bl.a. Fredericia er der internationale klasser, hvor op til 40 % af undervisningen i alle fagene kan foregå på engelsk. Når de alligevel kan udbyde det nu, skyldes det, at undervisningsministeren har brugt en dispensationsmulighed i folkeskoleloven, som DF ikke har indflydelse på. Men skal det være undtagelses-vejen, der er hovedsporet i en internationaliseringsstrategi for uddannelserne?
Men barriererne stopper ikke her: Vil danske studerende til udlandet, hvor de skal gennemføre en sprogtest forinden, kan de roligt regne med lange ventetider, fordi der ikke er pladser nok på sprogtest-stederne i Danmark. Det får mange til at opgive.
De kan så varme sig ved, at det ikke står bedre til for udenlandske studerende, der gerne vil læse i Danmark. De skal vente rigtig lang tid på at få en godkendelse af de danske myndigheder, ligesom der ikke er effektiv og uvildig vejledning om de danske uddannelser i udlandet, muligheder for studiejob, levevilkår i Danmark mv., fordi Danmark ikke har etableret uddannelseskontorer i udlandet, som fx Holland har haft i mange år.
Når de udenlandske studerende er kommet til Danmark, kan de til gengæld være temmelig sikre på ikke at kunne forstå særlig mange af de informationer, de ser i det offentlige rum eller får fra offentlige myndigheder. Her kommunikerer vi hovedsageligt kun på dansk. Så kan de lære det! Holland har også her fået et ry som et godt engelsk-talende uddannelsesland, på trods af at det er et lille land med et lige så fremmedartet modersmål som vores.
I Danmark har det været en kamp at få afsat penge til udlands-stipendier, så kvikke udenlandske studerende kunne læse i Danmark uden at være afhængige af stenrige forældre. Vi ved, at denne vidensudveksling giver enorm værdi for Danmark, både fordi nogle af de dygtige udenlandske studerende efterfølgende bliver ansat her i Danmark, og fordi de har etableret en vigtig relation til landet, som, når de kommer hjem, er uvurderlig for videre erhvervssamarbejder. Vi har sørgeligt få udlands-stipendier, og der sker næppe mere her, så længe den politiske konstellation er, som den er. Måske var det en idé for dansk erhvervsliv at gå mere aktivt ind og tilbyde udlands-stipendiater, ligesom nogle danske virksomheder også er gode til at tilbyde erhvervs-ph.d?
Det er trist, at Dansk Folkeparti blokerer for at styrke det internationale uddannelsessamarbejde, og at regeringen lader sig handlingslamme på grund af Dansk Folkeparti. Men her er der en fælles sag, hvor regeringen måske skulle se sig om efter et bredere samarbejde. Skulle vi ikke tage at få løst nogle af de udfordringer, der ligger lige for at gøre noget ved – og som der er politisk flertal for?
(skrevet sammen med Marianne Jelved (R) og Nanna Westerby (SF))
