Skal til undervisningsministerens årlige Sorø-møde de næste to dage. Jeg skriver lidt om diskussionerne på min Facebook, så du kan følge med og give din mening tilkende. Emnet er: Uddannelse og udfordringer til alle – hvor er din overligger? Svært at være uenig i. Men minder mig om en joke, der kører om de borgerliges uddannelsespolitik, at de altid ønsker, at alle elever skal over gennemsnittet…

Utroligt at De Konservative bliver ved med at fremture med, at det løfter fagligheden i folkeskolen at offentliggøre nationale testresultater fra eleverne og rangordne skolerne som gode og dårlige på den baggrund. Det gør man i USA og England. Forældre flygter fra såkaldte dårlige skoler (der ofte ligger i socialt belastede kvarterer), og eleverne undervises i at blive dygtige til testene – og ikke resten. Resultat: A- og B- skoler og samlet set lavere faglighed. Hvorfor mener K vi skal indføre det i Danmark?
http://www.berlingske.dk/danmark/k-vil-offentliggoere-skoletest

Testfil

Skal lige finde ud af hvordan denne side Fungerer

Knud

Hvorfor er det lige, at regeringen synes, det er så fedt at indføre niveaudeling i folkeskolen, så eleverne allerede fra 7. klasse skal tage stilling til, om de vil vælge en erhvervsuddannelse eller gymnasiet? Man er ved at afskaffe niveaudeling de sidste steder i EU nu, fordi det samlet set sænker fagligheden hos de unge – så nu skal vi have det i Danmark. Jeg forstår det ikke …

Læs hele artiklen fra Information her:
http://www.information.dk/240019

(Debatartikel bragt i Berlingske Tidende 21. juli)

Ministre, så gør dog noget for drengene!

Hvis man tænker, at ligestilling er lig med rødstrømper, er man lige så bagud ad dansen som de, der tænker, at vækst er lig med kapitalister med høj hat og cigar. Ikke desto mindre er det med disse ord, at ligestillingsminister Lykke Friis lancerer en ny ligestillingspolitik i Berlingske (15.7). Ministeren vil gøre op med rødstrømper, der ikke har eksisteret i flere årtier, og i stedet skal drengene uden uddannelse på dagsordenen.

Nu har regeringen ikke haft en ligestillingspolitik i samtlige de år, den har haft magten. Derfor kan vi kun hilse velkomment, at regeringen har fået en minister, der kan se, at er ligestillingsproblemer i Danmark. Men det er ikke tilstrækkelig med bekymring på drengenes vegne og en undersøgelse af problemet, sådan som ministeren nu vil tage initiativ til. Det dur heller ikke at lave en internetportal for drenge, der ikke vælger uddannelse, som ministeren tidligere også har foreslået (Berl.14.4), eller at sende et brev ud til unge, som ikke har påbegyndt en videregående uddannelse, sådan som de tidligere undervisnings- og forskningsministre gjorde. Det er nogle helt andre og mere grundlæggende ting, der skal tages fat på, hvis vi skal bryde mønstret.

Vi vil opfordre ligestillingsministeren til at tage fat i regeringens undervisnings- og forskningsministre, så der rent faktisk sker noget. Det handler nemlig ikke kun om, at drenge falder fra uddannelserne, og at det i øvrigt er indvandrerdrenge, der ryger helt ud (men vi glædes samtidig over, at stadig flere piger får længere uddannelse, og det gælder især indvandrerpigerne!). Det handler også, om at drenge og piger ender i et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked, og at det er svært for både mænd og kvinder at bryde den gammeldags rollefordeling mellem mor og far – og dermed videre karriere.

Her er et par forslag til konkrete forandringer:

Folkeskolen skal indrettes, så den også passer til drengene. Indfør helhedsskole, så leg og læring sker på kryds og tværs igennem dagen. Det er kunstigt, at vi har opdelt børnenes dag i en meget boglig skoledag og leg, sport, praktiske og håndværksprægede aktiviteter i fritidshjemsdagen. Slå skoletid og fritidshjemstid sammen i et samarbejde med det lokale foreningsliv, så sport, bevægelse, praktiske forløb og leg mixes med undervisningen igennem dagen. Det vil samtidig være en sjovere skole også for pigerne – og motivere dem til at vælge de tekniske og håndværksmæssige uddannelser senere.

Effektiv politik for udkants-Danmark handler om uddannelsesmotorveje. Ikke om bil-motorveje til enhver mindre by. Flyt flere grundforløb fra erhvervsskolerne ud som små afdelinger i de mindre byer. Er drengene først kommet i gang, vil de gerne rejse til en større by for at gennemføre hovedforløbet. Hjælp indvandrer-drengene med at finde praktikpladser. I Danmark får man praktikplads gennem sine netværk. De har langt færre netværk end danske drenge og danske forældre. Når det gælder videregående uddannelser skal der tænkes utraditionelt fx med mere brug af moderne fjernundervisning.

Indret SU’en, så det er lettere at gøre sin uddannelse færdig som forældre. Socialdemokraterne gik forrest for at sikre enlige studerende med børn mulighed for at få dobbelt-SU, og det har betydet, at langt flere har gennemført deres uddannelse. Men det gælder i dag kun den ene forælder. Som regel er det den unge far, der ikke støttes, selvom han også har barnet hos sig.

Gør jobbet som lærer og pædagog attraktiv for mænd. Få det praktiske mere ind i skolen, og giv plads til undervisere med anden baggrund end lærere, så kommer der nye mandlige rollemodeller ind fx med håndværksbaggrund og pædagogik. Indfør et linjefag i skoleledelse, som vil være attraktivt for flere mænd – og kvinder! Rust pædagoger og lærere til at gøre op med kønsstereotyperne, så de ikke pr automatik møder børnene med traditionelle forventninger til ’de vilde drenge’ og ’de søde piger’.

Lad os tænke i kombinerede uddannelser, som bryder de kønsopdelte uddannelsesveje. Som bioteknologi har gjort ift pigernes vej ind i det tekniske universitet og nye tekniske sundhedsuddannelser kan få drengene ind i sygeplejerske faget. Læg obligatorisk praktik ind i gymnasierne og indfør sommerskoler med virksomheder, så de unge møder forskellige fag i praksis.

Giv fædrene bedre muligheder for at kunne være fædre. Fx med ret til øremærket fædreorlov, så de opbygger det tætte forhold til barnet selv og indgår på lige fod med moren i at opbygge de nye rutiner derhjemme. Det giver samtidig mødrene bedre muligheder for at kunne fortsætte deres karriere på arbejdsmarkedet, fordi mænd og kvinder deles om omsorgsopgaven med børnene.

Beløn universiteterne for at skabe mere ligestilling, både på uddannelserne og i forskningen. På universiteterne er mændene i undertal på mange uddannelserne, men langt i overtal blandt forskerne jo højere oppe i systemet, jo flere mænd. Derfor skal der sættes konkrete mål for ligestilling i universiteternes udviklingskontrakter.

(skrevet sammen med videnskabsordfører Kirsten Brosbøl (S))

(21. juli Debatartikel bragt i Berlingske Tidenden)

Ministre, så gør dog noget for drengene!

Hvis man tænker, at ligestilling er lig med rødstrømper, er man lige så bagud ad dansen som de, der tænker, at vækst er lig med kapitalister med høj hat og cigar. Ikke desto mindre er det med disse ord, at ligestillingsminister Lykke Friis lancerer en ny ligestillingspolitik i Berlingske (15.7). Ministeren vil gøre op med rødstrømper, der ikke har eksisteret i flere årtier, og i stedet skal drengene uden uddannelse på dagsordenen.

Nu har regeringen ikke haft en ligestillingspolitik i samtlige de år, den har haft magten. Derfor kan vi kun hilse velkomment, at regeringen har fået en minister, der kan se, at er ligestillingsproblemer i Danmark. Men det er ikke tilstrækkelig med bekymring på drengenes vegne og en undersøgelse af problemet, sådan som ministeren nu vil tage initiativ til. Det dur heller ikke at lave en internetportal for drenge, der ikke vælger uddannelse, som ministeren tidligere også har foreslået (Berl.14.4), eller at sende et brev ud til unge, som ikke har påbegyndt en videregående uddannelse, sådan som de tidligere undervisnings- og forskningsministre gjorde. Det er nogle helt andre og mere grundlæggende ting, der skal tages fat på, hvis vi skal bryde mønstret.

Vi vil opfordre ligestillingsministeren til at tage fat i regeringens undervisnings- og forskningsministre, så der rent faktisk sker noget. Det handler nemlig ikke kun om, at drenge falder fra uddannelserne, og at det i øvrigt er indvandrerdrenge, der ryger helt ud (men vi glædes samtidig over, at stadig flere piger får længere uddannelse, og det gælder især indvandrerpigerne!). Det handler også, om at drenge og piger ender i et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked, og at det er svært for både mænd og kvinder at bryde den gammeldags rollefordeling mellem mor og far – og dermed videre karriere.

Her er et par forslag til konkrete forandringer:

Folkeskolen skal indrettes, så den også passer til drengene. Indfør helhedsskole, så leg og læring sker på kryds og tværs igennem dagen. Det er kunstigt, at vi har opdelt børnenes dag i en meget boglig skoledag og leg, sport, praktiske og håndværksprægede aktiviteter i fritidshjemsdagen. Slå skoletid og fritidshjemstid sammen i et samarbejde med det lokale foreningsliv, så sport, bevægelse, praktiske forløb og leg mixes med undervisningen igennem dagen. Det vil samtidig være en sjovere skole også for pigerne – og motivere dem til at vælge de tekniske og håndværksmæssige uddannelser senere.

Effektiv politik for udkants-Danmark handler om uddannelsesmotorveje. Ikke om bil-motorveje til enhver mindre by. Flyt flere grundforløb fra erhvervsskolerne ud som små afdelinger i de mindre byer. Er drengene først kommet i gang, vil de gerne rejse til en større by for at gennemføre hovedforløbet. Hjælp indvandrer-drengene med at finde praktikpladser. I Danmark får man praktikplads gennem sine netværk. De har langt færre netværk end danske drenge og danske forældre. Når det gælder videregående uddannelser skal der tænkes utraditionelt fx med mere brug af moderne fjernundervisning.

Indret SU’en, så det er lettere at gøre sin uddannelse færdig som forældre. Socialdemokraterne gik forrest for at sikre enlige studerende med børn mulighed for at få dobbelt-SU, og det har betydet, at langt flere har gennemført deres uddannelse. Men det gælder i dag kun den ene forælder. Som regel er det den unge far, der ikke støttes, selvom han også har barnet hos sig.

Gør jobbet som lærer og pædagog attraktiv for mænd. Få det praktiske mere ind i skolen, og giv plads til undervisere med anden baggrund end lærere, så kommer der nye mandlige rollemodeller ind fx med håndværksbaggrund og pædagogik. Indfør et linjefag i skoleledelse, som vil være attraktivt for flere mænd – og kvinder! Rust pædagoger og lærere til at gøre op med kønsstereotyperne, så de ikke pr automatik møder børnene med traditionelle forventninger til ’de vilde drenge’ og ’de søde piger’.

Lad os tænke i kombinerede uddannelser, som bryder de kønsopdelte uddannelsesveje. Som bioteknologi har gjort ift pigernes vej ind i det tekniske universitet og nye tekniske sundhedsuddannelser kan få drengene ind i sygeplejerske faget. Læg obligatorisk praktik ind i gymnasierne og indfør sommerskoler med virksomheder, så de unge møder forskellige fag i praksis.

Giv fædrene bedre muligheder for at kunne være fædre. Fx med ret til øremærket fædreorlov, så de opbygger det tætte forhold til barnet selv og indgår på lige fod med moren i at opbygge de nye rutiner derhjemme. Det giver samtidig mødrene bedre muligheder for at kunne fortsætte deres karriere på arbejdsmarkedet, fordi mænd og kvinder deles om omsorgsopgaven med børnene.

Beløn universiteterne for at skabe mere ligestilling, både på uddannelserne og i forskningen. På universiteterne er mændene i undertal på mange uddannelserne, men langt i overtal blandt forskerne jo højere oppe i systemet, jo flere mænd. Derfor skal der sættes konkrete mål for ligestilling i universiteternes udviklingskontrakter.

(skrevet sammen med videnskabsordfører Kirsten Brosbøl (S))

(4.juli – Debatartikel bragt i Politiken)

DF bremser international uddannelse

Kan man forestille sig en dansk uddannelse som sygeplejerske, ingeniør eller pædagog udbudt i Kina? Ja, det er faktisk virkeligheden, efter at lovgivningen for nyligt er blevet ændret, så det er blevet nemmere at etablere danske uddannelser i udlandet i samarbejde med godkendte udenlandske uddannelsessteder. Men der er stadig lang vej til, at Danmark for alvor bliver en spiller på det internationale uddannelsesmarked. Desværre fordi Dansk Folkeparti ofte blokerer, og regeringen derfor nøler. Danmark går glip af vigtige økonomiske muligheder, ligesom det stiller os ringere i den internationale konkurrence, der år for år får større konsekvenser for dansk økonomi og frem for alt danske arbejdspladser.
Lad os starte med alle mærkværdighederne:
I Danmark må vi ikke kalde de videregående uddannelser inden for fx lærer, sygeplejerske og bygningskonstruktør for uddannelser, man kan tage på professions-universiteter. Nej, det hedder professionshøjskoler i den danske lov. Men oversat til engelsk hedder de University Colleges, hvad de også kaldes overalt i verden.
Det betyder, at vi nu skal forholde os til navne her i Danmark som Professionshøjskolen VIA University College, Professionshøjskolen University College Nordjylland mv. For uddannelserne er nødt til at markedsføre sig med det navn, der giver mening i udlandet samtidig med, at den danske lov om navnet skal opretholdes. Forvirret? Ja, det bliver både de studerende i Danmark og i udlandet i hvert fald.
I Kina er der ved at blive etableret samarbejder inden for bl.a. den offentlige sektors uddannelser som lærer, pædagog og sygeplejerske. Det er kompetencer, som kineserne er meget optaget af, da andelen af ældre vil vælte det kinesiske samfund omkuld i social opsplitning, hvis ikke de begynder at etablere sundheds- og omsorgsforebyggelse og får uddannet i tusindvis af både social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. På samme måde med pædagoger til daginstitutioner og lærere med kompetencer inden for ’innovation og kreativitet’, som er erklærede målsætninger i Kina.
Alt dette vil de gerne lære fra Danmark både ved at etablere danske uddannelser i deres byer og ved at sende deres studerende til Danmark, som de i parentes bemærket skal betale fuldt for selv med mindre, der er en udvekslingsaftale eller stipendier.
Men så opstår barriererne for både danske og kinesiske studerende. I Danmark tillader vi kun, at man kan tage en master-grad på universiteterne. I resten af verden kan man tage en professions-master på de såkaldte University Colleges. Det må vi ikke i Danmark. Derfor har vi alene af den grund svært ved at overbevise udlandet om, at vores uddannelser er på et meget højt niveau, hvad de faktisk er.
Vi har en mistanke om, at barrieren her er ganske lille: de videregående uddannelser er delt midt imellem to ministerier, så undervisningsministeren har professionsuddannelserne og videnskabsministeren har universitetsuddannelserne. Vi opfodrer undervisnings- og videnskabsministeren til at gå i dialog og find en løsning.
I samme ombæring kunne de få løst et andet lille, men meget vigtigt kommunikationsproblem. Vi må ikke sige, at professionsuddannelserne i Danmark bedriver forskning. Nej, det er nemlig beskrevet i loven, at de er ’udviklingsbaserede’, antageligt igen fordi der var en uenighed imellem de to ministerier om, hvem der måtte have patent på navnet ’forskning’. Det er der ingen, der fatter. Og slet ikke i udlandet.
Men lad os fortsætte med mærkværdighederne:
Har man lyst til at tage et semester som lærer på en dansk læreruddannelse, kan man lige så godt give op på forhånd. Det er nemlig forbudt at udbyde en engelsksproget læreruddannelse i Danmark. Her satte Dansk Folkeparti hælene i, da vi ændrede læreruddannelsen. Dansk Folkeparti har på tilsvarende vis blokeret for, at man må udbyde fag i folkeskolens ældste klasser på engelsk. I bl.a. Fredericia er der internationale klasser, hvor op til 40 % af undervisningen i alle fagene kan foregå på engelsk. Når de alligevel kan udbyde det nu, skyldes det, at undervisningsministeren har brugt en dispensationsmulighed i folkeskoleloven, som DF ikke har indflydelse på. Men skal det være undtagelses-vejen, der er hovedsporet i en internationaliseringsstrategi for uddannelserne?
Men barriererne stopper ikke her: Vil danske studerende til udlandet, hvor de skal gennemføre en sprogtest forinden, kan de roligt regne med lange ventetider, fordi der ikke er pladser nok på sprogtest-stederne i Danmark. Det får mange til at opgive.
De kan så varme sig ved, at det ikke står bedre til for udenlandske studerende, der gerne vil læse i Danmark. De skal vente rigtig lang tid på at få en godkendelse af de danske myndigheder, ligesom der ikke er effektiv og uvildig vejledning om de danske uddannelser i udlandet, muligheder for studiejob, levevilkår i Danmark mv., fordi Danmark ikke har etableret uddannelseskontorer i udlandet, som fx Holland har haft i mange år.
Når de udenlandske studerende er kommet til Danmark, kan de til gengæld være temmelig sikre på ikke at kunne forstå særlig mange af de informationer, de ser i det offentlige rum eller får fra offentlige myndigheder. Her kommunikerer vi hovedsageligt kun på dansk. Så kan de lære det! Holland har også her fået et ry som et godt engelsk-talende uddannelsesland, på trods af at det er et lille land med et lige så fremmedartet modersmål som vores.
I Danmark har det været en kamp at få afsat penge til udlands-stipendier, så kvikke udenlandske studerende kunne læse i Danmark uden at være afhængige af stenrige forældre. Vi ved, at denne vidensudveksling giver enorm værdi for Danmark, både fordi nogle af de dygtige udenlandske studerende efterfølgende bliver ansat her i Danmark, og fordi de har etableret en vigtig relation til landet, som, når de kommer hjem, er uvurderlig for videre erhvervssamarbejder. Vi har sørgeligt få udlands-stipendier, og der sker næppe mere her, så længe den politiske konstellation er, som den er. Måske var det en idé for dansk erhvervsliv at gå mere aktivt ind og tilbyde udlands-stipendiater, ligesom nogle danske virksomheder også er gode til at tilbyde erhvervs-ph.d?
Det er trist, at Dansk Folkeparti blokerer for at styrke det internationale uddannelsessamarbejde, og at regeringen lader sig handlingslamme på grund af Dansk Folkeparti. Men her er der en fælles sag, hvor regeringen måske skulle se sig om efter et bredere samarbejde. Skulle vi ikke tage at få løst nogle af de udfordringer, der ligger lige for at gøre noget ved – og som der er politisk flertal for?

(skrevet sammen med Marianne Jelved (R) og Nanna Westerby (SF))

Regeringens spareplan er med til at gøre det svare for lesbiske at få en kunstig befrugtning end for hetroseksuelle par, dette er en helt klar diskrimination på seksualietet