Min barndom i Jyllinge

Jeg blev født d. 23. maj 1965 i Jyllinge. Min mor var lærer og min far mejerist og er nu gået på pension. Jeg har en lillebror, der er et år yngre end mig, og som er helikopterpilot.

Mine rødder stammer tilbage fra Gundsø Kommune, som nu er blevet til Roskilde Kommune. I 1941 købte min farfar det lokale Jyllinge Mejeri, efter han havde været nogle år i Island som direktør for et mejeri. Senere blev han også bestyrer for Gundsømagles andelsmejeri, Mejeriet Vigen. Farfar tog den islandske nationalkvark Skyr med sig til Danmark, og det blev min families levevej sammen med levering af mælk og yoghurt til de lokale butikker.

Min far overtog mejeriet efter min farfar. Da mælkekrigen brød ud i 1980’erne valgte min far at lukke mejeriet Vigen, og han blev ansat som erhvervsskolelærer på Slagteriskolen i Roskilde. Udover at min far var en dygtig mejerist, var han også en meget dygtig underviser. Det var fint, at han fik lov til at udfolde sit pædagogiske talent over for de mange unge på erhvervsskolen.

I dag er de to mejerier fra min barndom ombygget til en brandstation og et bådebyggeri. De står på hver deres måde som monumenter over den benhårde konkurrence og koncentration af fødevarevirksomheder, vi har set i Danmark.

Min mor kom fra Lugano i Schweiz. Det er min mors efternavn, jeg har. Min mor arbejdede i mange år som folkeskolelærer på Jyllinge skole, og jeg har haft mange gode diskussioner især med min mor og også min far om børn og uddannelse. Min mor har også stået for vores opdragelse i ligestilling, så både min bror og jeg er velbevandrede ud i det italienske køkken.

Jeg selv var en drengepige som barn: Klatrede i træer, byggede huler, legede med naboens drenge, samlede på sten, muslinger og sommerfugle, som jeg havde fanget, gasset i æter og hængt udfoldet op i en montre. Og så elskede jeg at skrive historier og lave blad og skrev også skoleblad. Jeg spillede klaver, gik til redskabsgymnastik og badminton. Bare for sjov. Men alt det blev lagt på hylden, da jeg startede som politisk aktiv.

Min ungdom som politisk aktiv

Politisk rød og samfundssproglig student fra Himmelev Gymnasium. Jeg syntes, at studenterhuer og hvide kjoler var noget småborgerligt fis dengang.

I 1981 meldte jeg mig ind i SF’s ungdom, SFU. Jeg begyndte at blive optaget af det store samfund, da jeg gik i de ældste klasser i folkeskolen. Hvad med regnskoven, der var ved at blive udryddet i Sydamerika? Hvordan gøre noget ved den enorme fattigdom i U-landene? Hvorfor oprustede ISA og Sovjetunionen med atomraketter i en ny, kold krig?

Jeg valgte at melde mig ind i SFU, da jeg startede som samfundssproglig student på Himmelev Gymnasium. Det var ikke nok at mene, verden var forfærdelig. Så måtte jeg selv gøre noget for at forandre verden. Jeg havde skrevet både til datidens Venstresocialisterne og SF, men Venstresocialisternes revolutionsromantiske principprogram sagde mig ikke noget. Det gjorde til gengæld Gert Pedersen, Ebba Strange og Lilly Gyldenkilde som markante skikkelser i 1980’ernes SF. Det praktiske politiske arbejde blev lagt i ungdomsorganisationen.

Næstformand i SF og politikudvikling på venstrefløjen

Jeg stillede op til SF’s hovedbestyrelse i 1988 for SFU’s landsledelse, og her blev jeg valgt til både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. I 1991 blev jeg valgt til næstformand i SF. Det var i disse år jeg sammen med andre SF’ere eksperimenterede med nye måder at organisere det politiske arbejde. Bl.a. blev Selskabet for finere socialistisk madlavning & Borddækning startet på en studiekreds på Livø’s traditionsrige sommerlejr.
1991 var året, hvor SF skrottede sin EU-modstand i et nyt principprogram og gik ind for et forandret EU. Det var der ikke så mange, som opdagede, fordi partiet holdt lav profil af frygt for de mange EU-modstandere blandt vælgerne. Det ramte SF hårdt, da partiet et par år efter anbefalede danskerne at stemme ja til unionen dog med forbehold for euro’en, fælles hær, fælles rets-og udlændingepolitik og unionsborgerskab. Det var mange sure over, fordi de ikke have opdaget, at SF havde skiftet politik.
EU-diskussionerne i SF har betydet meget for min politiske tænkning: Man skal tage væsentlige debatter åbent, argumentere godt for sin sag og ikke gemme hovedet som en struds og håbe, at ingen opdager, hvad man mener.
Jeg hørte til det EU-positive mindretal, og vi anbefalede siden hen også, at SF skulle stemme ja til Amsterdam-traktaten i 1988, der bl.a. skabte mere åbenhed i beslutningsprocesserne i EU. Dog uden held.

EU-diskussionerne i SF i starten af 1990’erne var spændstige og idéudviklende, også selv om vi var i mindretal. Men diskussionerne blev stadig mere ufrugtbare. I slutningen af 1990’erne var ønsket om åben diskussion på nulpunktet. Hvor venstrefløjen burde repræsentere drømme om fremtiden, internationalt udsyn, udvikling af den offentlige sektor, nye idéer til ledelse af virksomheder og institutioner osv., var den danske venstrefløj blevet alt det modsatte: Tilbageskuende, nationalistisk, mere stat i stedet for bedre stat – og uden en sammenhængende vision for det 21. århundredes udfordring: Overgangen fra industrisamfund til videnøkonomi.

Fra politik til forbrugerinformation

Jeg var med til at start den nye Forbrugerinformationen op som afløser for Statens Husholdningsråd i år 2000-2003.

Jeg skrev i 1999 debatbogen Borgerlige ord efter revolutionen sammen med fire andre med rødder i venstrefløjen. Den skabte meget debat – og stor tavshed fra SF. Bortset fra at bogen blev stemplet som ”højreorienteret”. Når jeg havde været med til at skrive bogen, var det ud fra et ønske om at tage de nødvendige og svære diskussioner i SF, men tiden var for længst forpasset.
Ved et rent sammentræf var jeg blevet spurgt en uge før bogen udkom, om jeg kunne være interesseret i et job som chef for den nye institution – Forbrugerinformationen – der skulle åbne år 2000. Jeg tænkte, at det måske var det rigtige tidspunkt at forlade aktiv politik og sagde ja til tre supersjove og udfordrende år, mens forbrugerpolitik stadig blev taget alvorligt med test, information, kampagner og dagsordensættende diskussioner i medierne.
I 2001 udkom vi med den næste debatbog Det nye Systemskifte. Hvor den første debatbog skabte intens og højrøstet debat ved udgivelsen, så har Det nye Systemskifte levet et mere stille, men meget bæredygtigt liv. Mange har læst den, ligesom vi rundt omkring i Danmark har været til et utal af debatter og foredrag, der bygger på bogens tanker. Det var også denne bog, der fik mig til at træffe den svære – men rigtige – beslutning at kappe navlestrengen til SF. SF havde ikke flyttet sig, men jeg havde flyttet mig politisk. Jeg brugte et par år til at tænke over, hvor jeg hørte til, eller om tiden ligefrem var moden til et nyt slags parti.

Socialdemokraterne som fremtidens parti

Til Copenhagen Pride sammen med Helle Thorning-Schmidt og Miss Gay Øreund for at fejre mangfoldighed og retten til seksuel frihed for alle.

Jeg besluttede mig i december 2002 for at melde mig ind hos Socialdemokraterne. Nogle af de vigtigste grunde for mig var for det første, at S har et helt afklaret forhold til en aktiv pro-europæisk linje. For det andet har S en sammenhængende politik for finansiering og udvikling af en både visionær og sammenhængende plan for Danmark i en globaliseret verden. For det tredje repræsenterer S de grundværdier, jeg altid har vægtet højt, og som er det fælles grundlag som centrum-venstre må udvikle sin politik på også fremover: Social retfærdighed, grøn vækst og lige chancer til alle gennem uddannelse og arbejde. For det fjerde er det et bredt parti, hvor man kan møde alle slags mennesker, og det giver en fantastisk god m ulighed for diskussioner, der ikke kun er for dem, som er magten til én selv. Og for det femte, står S over for en enorm og spændende udfordring i at formulere en ny vision for det socialdemokratiske samfundsprojekt i det 21. århundrede.

Den opgave vil jeg meget gerne være med til at bidrage til. Både på det politiske og det organisatoriske, så S bliver det mest moderne og vigtigste parti at være medlem af. Også i fremtiden.

Jeg har skrevet om mine politiske visioner for politikudvikling og en moderne og levende partiorganisation i debatbogen: Fremtidens parti, der udkom i 2008.

Livet er mere end politik

Politik har altid fyldt meget i mit liv, men det har min familie heldigvis også. Jeg bor på Nørrebro og har to voksne børn, Thor og Sofie. Min danske familie består desuden af min far, min bror og svigerinde og deres døtre samt min farbror og tante. Resten af min familie bor i Lugano, hvor min mor stammer fra. Hun er ikke mere blandt os, men vi har stadig tætte forbindelser til Schweiz, og billedet er fra vores store italienske Påske-frokost sidste år.

Med min store dansk-schweiziske familie sammen i Lugano i 2009. Den danske delegation bestod af mig selv og mine to voksne børn, min bror og hans døtre og min far.