Folkeskolen trænger til fornyelse. I København forlader mere end hvert femte barn skolen uden at kunne læse og regne ordentligt efter 9. klasse, og det er ikke meget bedre andre steder i landet. Der er tydeligvis brug for, at undervisningen gribes an på nye og mere effektive måder, som Vækstforum skal diskutere med statsministeren de kommende dag.
Kommunernes Landsforening (KL) skal derfor have ros for at tage udfordringen op med et ambitiøst skoleudspil (Pol 21.5) som indspil til Vækstforums diskussion om uddannelse. Skolen skal være en moderne IT-baseret arbejdsplads, hvor lærerne er til stede gennem dagen sammen med eleverne. Alt for mange børn udskilles til specialundervisning og bør i langt højere grad understøttes i klassen med ekstra lærere. Der skal ske et massivt læseløft. Og undervisningen i folkeskolen skal understøttes af forskning i skolernes praksis. Men det er desværre lige her, at det halter gevaldigt. Når KL gør den pædagogiske strømning ’ansvar for egen læring’ til en central strategi for at forny folkeskolen, ser KL bort fra mange års negative erfaringer og forskningsresultater.
Udgangspunktet er den enkelte elev og dennes individuelle læringsmål og læringsstrategier. Eleven skal selv sammensætte sit eget fleksible skema. Eleven skal selv vælge undervisningsformer. Man mødes i klassen, men derefter organiseres dagen med forelæsninger, værksteder, kurser og projekter ud fra hver enkelt elevs egne mål. Eleven kan afslutte folkeskolen på det faglige niveau, man selv har valgt i faget. Læreren går fra at være eksperten i undervisningen til at være vejleder. Det lyder måske besnærende, men man ved, det virker rigtig dårlig for alt for mange elever.
Den pædagogik, der lægges op til, er så velafprøvet, at den enten er blevet forkastet eller stærkt revideret. I 1990’erne var det vældig populært at arbejde med ’ansvar for egen læring’ i de pædagogiske miljøer, og der blev gennemført en række eksperimenter. Da man langt om længe fik evalueret de faglige resultater hos eleverne, fik uddannelsesverdenen et chok. Eleverne blev hverken fagligt dygtigere eller mere motiverede til at lære. Samtidig tabte denne pædagogik de elever, der manglede faglige kundskaber og som ikke kom fra hjem med veluddannede forældre, der kunne hjælpe børnene med deres ansvar for egen læring.
Interessant nok henviser KL netop til Sverige af alle steder som inspirationskilde til sit skoleoplæg. Men den seneste svenske forskningsrapport fra 2009 konkluderer, at ”over de sidste tyve år har Sverige oplevet en generel nedgang i elevernes skoleresultater” og at årsagerne til dels skulle findes i, at ” læreren har fået en mere tilbagetrukket rolle, og at eleverne har fået større ansvar for deres egen læring i form af mere individuelt arbejde.” Hvorfor skal den danske folkeskole lade sig inspirere af noget, der ikke virker?
Ansvar for egen læring-pædagogikken nåede også at blive fuldt indført i Danmark med den såkaldte reform 2000 på erhvervsuddannelserne med individualiserede og moduliserede forløb for de unge. Resultatet var skidt. Der kom alt for stort frafald og meget frustrerede unge, der savnede en tydelig struktur for deres uddannelse og faste lærere, der kunne undervise dem i de fag, som var nødvendige for at blive en god håndværker. Og ikke kun de fag, de selv havde lyst til at vælge – eller vælge fra. Med den seneste erhvervsuddannelsesreform er man vendt tilbage til klassen som centrum og tæt lærerstyret undervisning. Eleverne kan fortsat vælge fag på forskellige faglige niveauer, som man også kan på de gymnasiale uddannelser. Men omdrejningspunktet er ansvar for fælles læring. Ikke for egen læring.
Også i København gennemførte man et forsøg, der minder meget om den nye overbygning fra 6. til 9. klasse, som KL foreslår. HGO var en overbygningsskole fra 8. til 10. klasse, der blev lanceret netop på ansvar for egen læring, individualiserede forløb og som noget helt revolutionerende et flertal af elever i bestyrelsen for skolen. Der blev efterfølgende gennemført en ph.d-afhandling på DPU om eksperimentet, og dommen var hård. Projektpædagogik og elevdemokrati havde ført til manglende disciplin og en forringelse af den faglige kvalitet. Forskeren havde generel ros til projektarbejdsformen, men hun advarede mod at lade eleverne tro, at det hele handler om et frit valg. Som hun sagde: “Projektformen kan være særdeles motiverende i forhold til at gøre ekstra meget ud af en opgave. Men motivation skal ikke være den eneste drivkraft, for det handler også om at stille krav til eleverne. Dem vil de alligevel blive mødt af, hvis de skal i gang med en uddannelse efter skolen.”
Hun pegede desuden på, at en øget grad af selvbestemmelse kunne have en social slagside. Elever fra hjem uden uddannelsestraditioner risikerede at blive tabt både i folkeskolen og i et efterfølgende uddannelsesforløb, når ansvar for egen læring bliver det dominerende mantra. Eleverne og forældrene stemte med fødderne. Kun 36% af eleverne i området valgte at gå på skolen i 05/06, hvor 76% af skolens elever gik på skolen i 01/02. Skolen er nu lagt under Rådmandsgade skole, som har en meget velstruktureret pædagogik og dygtig skoleledelse.
Kan vi ikke lære af det vi ved, der virker? KL har sammen med bl.a. Danmarks lærerforening, Børne- og kulturchefforeningen samt Skole og Samfund udgivet et virkelig godt oplæg, der hedder: Fælles viden – fælles handling. Her er opsamlet årtiers forskning på området, og på den baggrund er der fire anbefalinger til fremtidens skole. For det første at fællesskabet har stor betydning for børn og unges læring og læringslyst. For det andet at læsning har stor betydning for unges selvværd og livsmål. For det tredje at der er et stort uddannelsesmæssigt potentiale blandt indvandrere. For det fjerde at en aktiv familiekultur er vigtig for børn og unges uddannelse.
Hvad med at starte der? Arbejde med målrettet læseindsats allerede fra 0. klasse med særlige læsetræningsforløb efter 2. klasse til de børn, der ikke har lært at læse endnu? Udvikle flere helhedsskoler, hvor skoletid og fritid ses i en sammenhæng, og hvor der er hjælp til lektierne for de børn, der ikke kan forvente så meget hjælp derhjemme? Med løbende efteruddannelse af lærerne, så de er opdaterede på den nyeste viden om pædagogiske metoder. Med forpligtende forældreinddragelse i den fælles folkeskole. Med langt bedre udnyttelse af mulighederne for holddannelse i klassen eller på tværs af klasser. Og så skal der ganske enkelt flere timer til i kernefag som dansk og matematik. Uden at opløse klassefællesskabet og genindføre den gammeldags niveaudeling, som man for længst har bevæget sig væk fra i resten af Europa.
