En af de mest populære skoleformer for de ældste klassers unge er efterskolerne. Der er ikke noget med skoletræthed her. Ingen problemer med lang skoledag fra 8-17. Fantastik at prøve andre fag og kompetencer, end det man troede, man var god til. Eller genopdage, at matematik var rigtigt sjovt. Alt sammen suppleret med, at man også har tvangs-rengøring og tvangs-maduge som en del af at få efterskolefællesskabet til at fungere.
Det er værd at kaste et blik på efterskolerne, når vi skal til at drøfte, hvordan folkeskolen kan udvikle sig med succes også for de ældste elever fra 7.-9. klasse. Nogle nøgleord er for det første forpligtende fællesskab. Man løfter i flok og lærer af og med hinanden. For det andet at det praktiske, kreative og sport spiller en central rolle gennem hele dagen gennem linjevalg ud over folkeskolens afgangsprøvefag. For det tredje at man leverer et produkt ud over eksamenen, nemlig den teaterforestilling, det musikshow, den gymnastikopvisning, den elevpræsentation og overdragelse, der skal ske til næste års elever osv.
Fællesskab, praktik-teori og produkt. Kunne vi ikke tage afsættet der i diskussionen om fremtidens folkeskole for de ældste elever? Desværre er det præcist de modsatte ting, der foreslås fra regeringen og dens rejsehold for folkeskolen.
Der har været forslag om øget niveaudeling, så eleverne efter 7. klasse opdeles på fag og klasser efter deres faglige standpunkt. Det blev afskaffet for mange år siden i Danmark. Som et af de sidste lande er Tyskland ved at afskaffe niveaudeling, fordi det er veldokumenteret, at det ikke løfter fagligheden. De dygtige bliver ikke dygtigere af kun at være samen hele tiden med nogen på deres eget faglige niveau i de enkelte fag. De mindre dygtige bliver til gengæld væsentligt dårligere, fordi de ikke løftes fagligt gennem klassefællesskabet. Men alle løftes fagligt, hvis skolerne arbejder systematisk med forskellige hold undervejs i skoleforløbet men stadig med udgangspunkt i det sociale omdrejningspunkt, som klassen er.
I dag kan folkeskolerne gennemfører holddeling op til halvdelen af tiden i de forskellige fag. Så der er rig mulighed for at arbejde med faglige niveauer, læringsstile, aldersintegrerede forløb osv. I stedet for at gennemføre en ærgerlig ideologisk kamp om genindførelse af de gammeldags A- og B-hold, som regeringen foreslår, var der så ikke meget mere idé i at gennemføre et ambitiøst udviklingsprogram for folkeskolen, så de mange muligheder for nye undervisningsformer rent faktisk bliver brugt?
Et andet forslag er, at eleverne efter 7. klasse skal vælge sig ind på forskellige linjer fx samfundslinjen eller håndværkslinjen. Eleverne skal også kunne forlade folkeskolen med eksamener på forskelligt fagligt niveau alt efter, hvilken linje, man har valgt. Men styrken ved den danske folkeskole er, at der er en vis mængde grundfag, som alle elever skal have, uanset om man siden hen vælger en erhvervsfaglig eller studieforberedende ungdomsuddannelse. Og heldigvis for det.
Når vi har en bred veluddannet befolkning, er det fordi vi både har uddannede og almendannede tømrere, sygeplejersker, jurister mv. Det vil være at gøre de såkaldte skoletrætte ofte drenge en kæmpe bjørnetjeneste, hvis budskabet til dem er, at de kun skal have nogle praktiske fag og et par enkelte grundfag, og så kan de tage en afgangsprøve på et lavt niveau, der giver dem stærkt forringede muligheder for efterfølgende at kunne starte på ungdomsuddannelse.
Efterskolerne giver et af svarene på en anden måde at tænke uddannelse: kombiner teori og praktik. Tilbyd andre linjer som supplement til kernefagene. Åbn også for nye typer af lærerkræfter i nogle af disse fag og linjer, fx håndværkere med en undervisningskompetence også til folkeskolens ældste elever.
Danske Skoleelever er kommet med et spændende forslag, som vi kunne lade os inspirere af: gør folkeskolens valgfag obligatoriske. Men med valg mellem forskellige fagpakker. Det gør eleverne allerede i gymnasiet. I dag er valgfagene frivillige, der udbydes alt for få, og der er ingen prestige i dem. Bl.a. fordi de ikke er eksamensfag, så eleverne vælger dem fra.
Her er vi fremme ved den sidste inspirationskilde: at præsentere et produkt. Vi kender det jo alle sammen selv: den store tilfredsstillelse ved, at man har skabt et produkt, som er lavet med omhu, er er flot – og kan bruges. Uanset om det er reparation af sin cykel, som deltager i det lokale kor eller produktion af en tre-retters menu til sine gæster. Men det at skabe et produkt glider alt for tidligt ud af folkeskolen, nemlig i 5.-6. klasse, hvor man stopper med at have billedkunst, musik, sløjd og hjemkundskab som obligatoriske fag. Og hvad med alle de nye medier, som de unger bruger timer på frivilligt at dygtiggøre sig i lige fra PC-spil over animationsprogrammer til elektronisk musikproduktion? Det er slet ikke tænkt godt nok ind i folkeskolen. Her er der brug for at tænke nyt og få glæden ved at skabe et produkt ind som en måde også at gennemføre eksamen på i sidste ende.
Også her er det skoleelevernes egen organisation, der er gået forrest med idéer om at udvikle nye prøveformer, der også indeholder muligheden for at arbejde med et stort 3-måneders projekt eller skabe et produkt, hvor eleverne også får mulighed for at blive bedømt på flere kompetencer end det enkelte kernefag. Kom forbi efterskolen og se den stolthed og glæde, der lyser ud af hver enkelt ung, når de holder afslutningsdagen for forældre og søskende – og hinanden – og de fremviser deres produkter. Unge skal ikke blive skoletrætte fra 7. klasse og frem. De skal tændes til at ville udfordre sig selv sammen med sine kammerater endnu mere gennem de afsluttende år. For når folkeskolen er slut er det ikke bare en ungdomsuddannelse, der skal gennemføres. Fremtidens arbejdsmarked kræver livslang efteruddannelse af alle. Det er kun lysten, der kan drive det værk. Og der er masser vi kan gøre allerede nu for en mere spændende folkeskole også for de ældste elever, så de tænker: Det er for fedt at gå i skole!

Nu har regeringen ikke haft en ligestillingspolitik i samtlige de år, den har haft magten. Derfor kan vi kun hilse velkomment, at regeringen har fået en minister, der kan se, at er ligestillingsproblemer i Danmark. Men det er ikke tilstrækkelig med bekymring på drengenes vegne og en undersøgelse af problemet, sådan som ministeren nu vil tage initiativ til. Det dur heller ikke at lave en internetportal for drenge, der ikke vælger uddannelse, som ministeren tidligere også har foreslået (Berl.14.4), eller at sende et brev ud til unge, som ikke har påbegyndt en videregående uddannelse, sådan som de tidligere undervisnings- og forskningsministre gjorde. Det er nogle helt andre og mere grundlæggende ting, der skal tages fat på, hvis vi skal bryde mønstret.

Vi vil opfordre ligestillingsministeren til at tage fat i regeringens undervisnings- og forskningsministre, så der rent faktisk sker noget. Det handler nemlig ikke kun om, at drenge falder fra uddannelserne, og at det i øvrigt er indvandrerdrenge, der ryger helt ud (men vi glædes samtidig over, at stadig flere piger får længere uddannelse, og det gælder især indvandrerpigerne!). Det handler også, om at drenge og piger ender i et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked, og at det er svært for både mænd og kvinder at bryde den gammeldags rollefordeling mellem mor og far – og dermed videre karriere.

Her er et par forslag til konkrete forandringer:

Folkeskolen skal indrettes, så den også passer til drengene. Indfør helhedsskole, så leg og læring sker på kryds og tværs igennem dagen. Det er kunstigt, at vi har opdelt børnenes dag i en meget boglig skoledag og leg, sport, praktiske og håndværksprægede aktiviteter i fritidshjemsdagen. Slå skoletid og fritidshjemstid sammen i et samarbejde med det lokale foreningsliv, så sport, bevægelse, praktiske forløb og leg mixes med undervisningen igennem dagen. Det vil samtidig være en sjovere skole også for pigerne – og motivere dem til at vælge de tekniske og håndværksmæssige uddannelser senere.

Effektiv politik for udkants-Danmark handler om uddannelsesmotorveje. Ikke om bil-motorveje til enhver mindre by. Flyt flere grundforløb fra erhvervsskolerne ud som små afdelinger i de mindre byer. Er drengene først kommet i gang, vil de gerne rejse til en større by for at gennemføre hovedforløbet. Hjælp indvandrer-drengene med at finde praktikpladser. I Danmark får man praktikplads gennem sine netværk. De har langt færre netværk end danske drenge og danske forældre. Når det gælder videregående uddannelser skal der tænkes utraditionelt fx med mere brug af moderne fjernundervisning.

Indret SU’en, så det er lettere at gøre sin uddannelse færdig som forældre. Socialdemokraterne gik forrest for at sikre enlige studerende med børn mulighed for at få dobbelt-SU, og det har betydet, at langt flere har gennemført deres uddannelse. Men det gælder i dag kun den ene forælder. Som regel er det den unge far, der ikke støttes, selvom han også har barnet hos sig.

Gør jobbet som lærer og pædagog attraktiv for mænd. Få det praktiske mere ind i skolen, og giv plads til undervisere med anden baggrund end lærere, så kommer der nye mandlige rollemodeller ind fx med håndværksbaggrund og pædagogik. Indfør et linjefag i skoleledelse, som vil være attraktivt for flere mænd – og kvinder! Rust pædagoger og lærere til at gøre op med kønsstereotyperne, så de ikke pr automatik møder børnene med traditionelle forventninger til ’de vilde drenge’ og ’de søde piger’.

Lad os tænke i kombinerede uddannelser, som bryder de kønsopdelte uddannelsesveje. Som bioteknologi har gjort ift pigernes vej ind i det tekniske universitet og nye tekniske sundhedsuddannelser kan få drengene ind i sygeplejerske faget. Læg obligatorisk praktik ind i gymnasierne og indfør sommerskoler med virksomheder, så de unge møder forskellige fag i praksis.

Giv fædrene bedre muligheder for at kunne være fædre. Fx med ret til øremærket fædreorlov, så de opbygger det tætte forhold til barnet selv og indgår på lige fod med moren i at opbygge de nye rutiner derhjemme. Det giver samtidig mødrene bedre muligheder for at kunne fortsætte deres karriere på arbejdsmarkedet, fordi mænd og kvinder deles om omsorgsopgaven med børnene.

Beløn universiteterne for at skabe mere ligestilling, både på uddannelserne og i forskningen. På universiteterne er mændene i undertal på mange uddannelserne, men langt i overtal blandt forskerne jo højere oppe i systemet, jo flere mænd. Derfor skal der sættes konkrete mål for ligestilling i universiteternes udviklingskontrakter.

(skrevet sammen med videnskabsordfører Kirsten Brosbøl (S))

(skrevet sammen med Marianne Jelved (R) og Nanna Westerby (SF))

Regeringen skærer 4 milliarder i voksenuddannelserne, ungdomsuddannelser og forskning. Dumt, da det er lige her, vi opkvalificerer medarbejderne til fremtidens nye jobs, og skaber dem gennem investeringer i forskning. Allerværst er det dog, at det er de kortest uddannede, der får den største regning.

Lad os se på, hvem det helt konkret kan ramme. En kvinde på 40 år, der arbejder på et lukningstruet slagteri og som ikke blev færdig med 9. klasse i folkeskolen, har tidligere haft gode muligheder for voksenuddannelse, så hun både kan tage de fag, hun mangler fra folkeskolen og uddannelse til at kunne få sig en faglært uddannelse inden for eget fag eller til et andet fag med jobmuligheder. Det løft i uddannelse kan hun ikke fremover.

Der bliver indført mere brugerbetaling på voksenuddannelserne. Regeringen snupper halvdelen af den periode, man gennem hele sit liv kan uddanne sig på voksen-SU (SVU), der svarer til dagpengeniveau. SVU’en skæres yderligere med 20%. Arbejdsgivernes godtgørelse skæres også, så det bliver dyrere at sende medarbejdere på uddannelse. Og til de unge, der skal på skolepraktik eller produktionsskole bliver deres skoleydelse også skåret ned.

I Danmark har vi gode muligheder for at efteruddanne os. Alle der arbejder inden for fx fødevareindustrien ved det om nogen. Det er voksenuddannelserne, som har hjulpet tusindvis på både slagterierne og forarbejdningsvirksomhederne, når virksomheden lukkede eller skulle dreje produktionen i en anden retning. Fremover bliver det helt anderledes. Føj, hvor er det usympatisk og ødelæggende for det arbejdsmarked, vi altid har været stolte af.

Kommunernes Landsforening (KL) skal derfor have ros for at tage udfordringen op med et ambitiøst skoleudspil (Pol 21.5) som indspil til Vækstforums diskussion om uddannelse. Skolen skal være en moderne IT-baseret arbejdsplads, hvor lærerne er til stede gennem dagen sammen med eleverne. Alt for mange børn udskilles til specialundervisning og bør i langt højere grad understøttes i klassen med ekstra lærere. Der skal ske et massivt læseløft. Og undervisningen i folkeskolen skal understøttes af forskning i skolernes praksis. Men det er desværre lige her, at det halter gevaldigt. Når KL gør den pædagogiske strømning ’ansvar for egen læring’ til en central strategi for at forny folkeskolen, ser KL bort fra mange års negative erfaringer og forskningsresultater.

Udgangspunktet er den enkelte elev og dennes individuelle læringsmål og læringsstrategier. Eleven skal selv sammensætte sit eget fleksible skema. Eleven skal selv vælge undervisningsformer. Man mødes i klassen, men derefter organiseres dagen med forelæsninger, værksteder, kurser og projekter ud fra hver enkelt elevs egne mål. Eleven kan afslutte folkeskolen på det faglige niveau, man selv har valgt i faget. Læreren går fra at være eksperten i undervisningen til at være vejleder. Det lyder måske besnærende, men man ved, det virker rigtig dårlig for alt for mange elever.

Den pædagogik, der lægges op til, er så velafprøvet, at den enten er blevet forkastet eller stærkt revideret. I 1990’erne var det vældig populært at arbejde med ’ansvar for egen læring’ i de pædagogiske miljøer, og der blev gennemført en række eksperimenter. Da man langt om længe fik evalueret de faglige resultater hos eleverne, fik uddannelsesverdenen et chok. Eleverne blev hverken fagligt dygtigere eller mere motiverede til at lære. Samtidig tabte denne pædagogik de elever, der manglede faglige kundskaber og som ikke kom fra hjem med veluddannede forældre, der kunne hjælpe børnene med deres ansvar for egen læring.

Interessant nok henviser KL netop til Sverige af alle steder som inspirationskilde til sit skoleoplæg. Men den seneste svenske forskningsrapport fra 2009 konkluderer, at ”over de sidste tyve år har Sverige oplevet en generel nedgang i elevernes skoleresultater” og at årsagerne til dels skulle findes i, at ” læreren har fået en mere tilbagetrukket rolle, og at eleverne har fået større ansvar for deres egen læring i form af mere individuelt arbejde.” Hvorfor skal den danske folkeskole lade sig inspirere af noget, der ikke virker?

Ansvar for egen læring-pædagogikken nåede også at blive fuldt indført i Danmark med den såkaldte reform 2000 på erhvervsuddannelserne med individualiserede og moduliserede forløb for de unge. Resultatet var skidt. Der kom alt for stort frafald og meget frustrerede unge, der savnede en tydelig struktur for deres uddannelse og faste lærere, der kunne undervise dem i de fag, som var nødvendige for at blive en god håndværker. Og ikke kun de fag, de selv havde lyst til at vælge – eller vælge fra. Med den seneste erhvervsuddannelsesreform er man vendt tilbage til klassen som centrum og tæt lærerstyret undervisning. Eleverne kan fortsat vælge fag på forskellige faglige niveauer, som man også kan på de gymnasiale uddannelser. Men omdrejningspunktet er ansvar for fælles læring. Ikke for egen læring.

Også i København gennemførte man et forsøg, der minder meget om den nye overbygning fra 6. til 9. klasse, som KL foreslår. HGO var en overbygningsskole fra 8. til 10. klasse, der blev lanceret netop på ansvar for egen læring, individualiserede forløb og som noget helt revolutionerende et flertal af elever i bestyrelsen for skolen. Der blev efterfølgende gennemført en ph.d-afhandling på DPU om eksperimentet, og dommen var hård. Projektpædagogik og elevdemokrati havde ført til manglende disciplin og en forringelse af den faglige kvalitet. Forskeren havde generel ros til projektarbejdsformen, men hun advarede mod at lade eleverne tro, at det hele handler om et frit valg. Som hun sagde: “Projektformen kan være særdeles motiverende i forhold til at gøre ekstra meget ud af en opgave. Men motivation skal ikke være den eneste drivkraft, for det handler også om at stille krav til eleverne. Dem vil de alligevel blive mødt af, hvis de skal i gang med en uddannelse efter skolen.”

Hun pegede desuden på, at en øget grad af selvbestemmelse kunne have en social slagside. Elever fra hjem uden uddannelsestraditioner risikerede at blive tabt både i folkeskolen og i et efterfølgende uddannelsesforløb, når ansvar for egen læring bliver det dominerende mantra. Eleverne og forældrene stemte med fødderne. Kun 36% af eleverne i området valgte at gå på skolen i 05/06, hvor 76% af skolens elever gik på skolen i 01/02. Skolen er nu lagt under Rådmandsgade skole, som har en meget velstruktureret pædagogik og dygtig skoleledelse.

Kan vi ikke lære af det vi ved, der virker? KL har sammen med bl.a. Danmarks lærerforening, Børne- og kulturchefforeningen samt Skole og Samfund udgivet et virkelig godt oplæg, der hedder: Fælles viden – fælles handling. Her er opsamlet årtiers forskning på området, og på den baggrund er der fire anbefalinger til fremtidens skole. For det første at fællesskabet har stor betydning for børn og unges læring og læringslyst. For det andet at læsning har stor betydning for unges selvværd og livsmål. For det tredje at der er et stort uddannelsesmæssigt potentiale blandt indvandrere. For det fjerde at en aktiv familiekultur er vigtig for børn og unges uddannelse.

Hvad med at starte der? Arbejde med målrettet læseindsats allerede fra 0. klasse med særlige læsetræningsforløb efter 2. klasse til de børn, der ikke har lært at læse endnu? Udvikle flere helhedsskoler, hvor skoletid og fritid ses i en sammenhæng, og hvor der er hjælp til lektierne for de børn, der ikke kan forvente så meget hjælp derhjemme? Med løbende efteruddannelse af lærerne, så de er opdaterede på den nyeste viden om pædagogiske metoder. Med forpligtende forældreinddragelse i den fælles folkeskole. Med langt bedre udnyttelse af mulighederne for holddannelse i klassen eller på tværs af klasser. Og så skal der ganske enkelt flere timer til i kernefag som dansk og matematik. Uden at opløse klassefællesskabet og genindføre den gammeldags niveaudeling, som man for længst har bevæget sig væk fra i resten af Europa.

Men hvad der er lige så slemt er, at spareplanen ganske enkelt modarbejder alle initiativer for at ruste Danmark til fremtidens videnssamfund. Der gennemføres massive besparelser på både uddannelse og forskning, og det er især de kortuddannede, der skal betale gildet. Den samlede regning til forskning og uddannelse lyder på ikke mindre end knap 3 milliarder kroner.

Det er i modstrid med alt det, der har løftet Danmark ud af kriser, nemlig at skabe grobund for fremtidens vækst, give ufaglærte mulighed for efteruddannelse og voksne mulighed for videregående uddannelse. Vi har brug for at flere uddanner sig til fremtidens arbejdsmarked, ikke færre. VKO vil nu bl.a. gennemføre brugerbetaling på almene uddannelser og erhvervsrettede efteruddannelser, skære på produktionsskolerne og forringe voksen-SU’en. Det rammer bl.a. de mange voksne, der gerne vil tage en merituddannelse som fx lærer eller pædagog.

S og SF har fremlagt en helt anderledes økonomisk plan Fair Løsning for at få Danmark ud af krisen. Vi skal ikke gå nedskæringsvejen. Vi skal i stedet arbejde os ud af krisen. Ved bl.a. at alle arbejder en time mere om ugen, fremrykke offentlige investeringer fx bygge- og renoveringsopgaver, der skaber jobs her og nu i den private sektor samt praktikpladser til de unge, hurtigere gennemførelse af uddannelse, styrke voksen- og efteruddannelsen samt rydder op i en række erhvervsstøtteordninger.

Det eneste positive, man kan sige om regeringen og Dansk Folkepartis nedskæringsplan er, at nu er der to meget forskellige veje at løse krisen. Hvis statsministeren havde mod nok, burde han udskrive valg, så vælgerne kan give deres mening til kende.

Sagen er bare den, at Venstres økonomiske jerngreb om kommunerne har betydet, at der er lukket 150 folkeskoler, siden regeringen kom til i 2001. Omvendt er antallet af friskoler steget fra 460 til 510 i samme årrække. Hvis Venstre virkelig havde kærlighed for de små samfund, ville partiet gøre det muligt at udvikle gode folkeskoler lokalt. I stedet kæmper Venstre for, at det skal være muligt fortsat at oprette private friskoler – finansieret for 75% vedkommende af det offentlige – med bare 14 elever det første år og 32 elever efter tre år.

Vi synes, det er fint med friskoler som alternativ til folkeskolerne. Men vores førstevalg er at sikre gode folkeskoler lokalt og ikke fremme flere ‘protest-skoler’ oprettet på de meget lempelige statsbetalte friskolevilkår, hvor der ikke skal være mere end 14 elever, når man starter en skole. Tænk hvis folkeskolen havde de vilkår!

Hvis Venstre mener, at kommuner selv kan finde ud af at vælge, hvorfor har Venstre så besluttet, at alle skal tvinges til at udlicitere mindst 26,5 pct. af deres opgaver?

Det er fint med udlicitering, hvis man får en bedre opgaveløsning. Det er et redskab. Ikke et politisk mål.