Venstres hykleri om små skoler

Venstres økonomiske jerngreb om kommunerne har betydet, at der er lukket 150 folkeskoler, siden regeringen kom. Omvendt er antallet af friskoler steget. Hvis Venstre virkelig havde kærlighed for de små samfund, ville partiet gøre det muligt at udvikle gode folkeskoler lokalt.

Det går ikke særlig godt for Venstre. Nu har partiet så fundet ud af, at det skal prøve at få lidt flere stemmer ved at tale de små lokalsamfunds sag. Det har fået MF Kristian Phil Lorenzen til at gå i felten med kritik af Socialdemokraterne i en række aviser. Vi har foreslået, at friskoler skal have mindst 50 elever efter tre år for at kunne fortsætte med at modtage støtte fra det offentlige. Det mener han, at det vil være en voldsom påvirkning af de små samfund, hvis små friskoler må lukke.

Sagen er bare den, at Venstres økonomiske jerngreb om kommunerne har betydet, at der er lukket 150 folkeskoler, siden regeringen kom til i 2001. Omvendt er antallet af friskoler steget fra 460 til 510 i samme årrække. Hvis Venstre virkelig havde kærlighed for de små samfund, ville partiet gøre det muligt at udvikle gode folkeskoler lokalt. I stedet kæmper Venstre for, at det skal være muligt fortsat at oprette private friskoler – finansieret for 75% vedkommende af det offentlige – med bare 14 elever det første år og 32 elever efter tre år.

Vi synes, det er fint med friskoler som alternativ til folkeskolerne. Men vores førstevalg er at sikre gode folkeskoler lokalt og ikke fremme flere ‘protest-skoler’ oprettet på de meget lempelige statsbetalte friskolevilkår, hvor der ikke skal være mere end 14 elever, når man starter en skole. Tænk hvis folkeskolen havde de vilkår!

 

Skriv et svar