Det er ikke småting, som regeringen og Dansk Folkeparti har lagt på bordet for at betale den kæmpe regning, de har efterladt til danskerne på 24 milliarder kroner. Voldsommer nedskæringer på dagpenge, børnepenge og i kommunerne, der vil ramme plejehjem, folkeskoler og børnehaver landet over. VKO har nu besluttet, at ni års fest med skattelettelser til de rige skal betales af dem, der har haft mindst ud af festen.
Regeringen skærer 4 milliarder i voksenuddannelserne, ungdomsuddannelser og forskning. Dumt, da det er lige her, vi opkvalificerer medarbejderne til fremtidens nye jobs, og skaber dem gennem investeringer i forskning. Allerværst er det dog, at det er de kortest uddannede, der får den største regning.
Lad os se på, hvem det helt konkret kan ramme. En kvinde på 40 år, der arbejder på et lukningstruet slagteri og som ikke blev færdig med 9. klasse i folkeskolen, har tidligere haft gode muligheder for voksenuddannelse, så hun både kan tage de fag, hun mangler fra folkeskolen og uddannelse til at kunne få sig en faglært uddannelse inden for eget fag eller til et andet fag med jobmuligheder. Det løft i uddannelse kan hun ikke fremover.
Der bliver indført mere brugerbetaling på voksenuddannelserne. Regeringen snupper halvdelen af den periode, man gennem hele sit liv kan uddanne sig på voksen-SU (SVU), der svarer til dagpengeniveau. SVU’en skæres yderligere med 20%. Arbejdsgivernes godtgørelse skæres også, så det bliver dyrere at sende medarbejdere på uddannelse. Og til de unge, der skal på skolepraktik eller produktionsskole bliver deres skoleydelse også skåret ned.
I Danmark har vi gode muligheder for at efteruddanne os. Alle der arbejder inden for fx fødevareindustrien ved det om nogen. Det er voksenuddannelserne, som har hjulpet tusindvis på både slagterierne og forarbejdningsvirksomhederne, når virksomheden lukkede eller skulle dreje produktionen i en anden retning. Fremover bliver det helt anderledes. Føj, hvor er det usympatisk og ødelæggende for det arbejdsmarked, vi altid har været stolte af.



